Jeg er opvokset blandt kvinder der udtrykte sig kunstnerisk i tekstiler og jeg var omgivet af stoffer fra Indonesien, Pakistan og Afrika i hele min barndom. Jeg husker mit liv i tekstiler. Farver og mønstre, men også kvaliteter. De kunstnere jeg er stødt på og som jeg har set op til, har været kvinder der syede smukke billedtæpper, dekorerede tændstikæsker (til kongehuset!) og solgte
lampeskærme i indretningsbutikker. Deres værker var overalt i mit liv og har haft en enorm betydning for mig. Tekstil kan være tilstede og nærværende i vores liv. Det lagrer sig og kan leve længe og gemme på utallige minder og historier.

Jeg har en del tekstiler fra min mormor. Tørklæder der dufter af hende. Tråd hun har syet med. Jeg har bunker af uld, som min mor har klippet, kartet, spundet og farvet. Jeg har små stykker af stof fra min moster, der vidner om vores families tråde ud i verden.

Mine amuletter og små broderier er inspireret af disse kvinder før mig. Alt deres usynlige arbejde og den omsorg de gav. Deres hænder og deres hjerter.

Det er der jeg startede.